Viola og veninderne

Billedbog fra 3 år.

Illustreret af Charlotte Pardi

”Bogen er fint illustreret, lægger direkte op til dialogisk læsning og er fyldt med både glæde og sorger, som er beskrevet på en måde, så et børnehavebarn kan være med og blive grebet af det. Samtidig har den været et rigtig godt udgangspunkt for en snak om venskaber og de problemer, der er i egen børnehave.” ANISTON.DK

”Rigtig fin og brugbar billedbog, der både kan læses højt hjemme og anvendes i børnehaver og til de yngste indskolingsbørn.”
Lektør, DBC  Medier.

Viola og veninderne, 28 sider, forlaget Carlsen 2015
Viola er glad for at gå i børnehave, men nogle gange er det svært. Hun vil så gerne være med i legen, men når man føler sig udenfor, kan man godt komme til at gøre noget dumt. Hvorfor skal det være så svært at lege sammen, og hvordan er man en god ven?

En billedbog om at gå i børnehave og de konflikter, piger af og til havner i. Bagerst i bogen er der desuden ideer til dialogisk læsning og gode råd om venskab.

Bag om bogen
Da jeg skulle skrive ”Viola og veninderne” havde jeg lige været med på mine børns sommerkoloni med deres fritidshjem og klub. Hvert år tager omkring 100 børn mellem 5 og 14 år og 25 voksne fra Baunegården i Albertslund nemlig afsted på en primitiv ø-lejr, som en del af deres pædagogik, at børn skal udfordres og lære at klare sig selv væk fra hverdagens ”luksus.” Dette kæmpe ø-lejr-projekt kan kun lade sig gøre ved masser af hjælp fra forældrene, og således havde jeg meldt mig som ”ekstra-voksen” og skulle sove i telt med min seks-årige søn og alle hans venner.

I teltet ved siden af os boede de mindste piger, som netop var gået ud af børnehaven og lige startet på fritidshjemmet. Jeg kunne ikke lade være med at observere pigerne i løbet af ugen, for de fyldte ret meget på kolonien. De havde endnu ikke helt lært at være en del af fællesskabet, hvor det fx er tradition at de store børn hjælper de små. De mindste piger var i stedet meget optaget af at blive i deres telt og lege. Hver morgen og aften kunne jeg høre deres stemmer. De havde travlt. De legede far, mor og børn og andre fantasy-lege med deres bamser og dukker, men det, jeg lagde mest mærke til, var deres konflikter og deres indbyrdes hierarki. Nogle af pigerne råbte højest og ville bestemme, mens andre piger var medløbere eller periodevist blev holdt udenfor. Jeg kunne også høre deres mødre (dem der var med som ekstra-voksne) havde travlt med at løse deres konflikter. De måtte tit blande sig, fordi der var én der begyndte at græde eller løb ud og brokkede sig over de andre piger.

Om aftenen, når der blev ro i lejren og børnene sov, sad vi voksne omkring bålet og snakkede. Bl.a. om de her konflikter mellem de mindste piger. Det fyldte nemlig meget for deres mødre og deres indbyrdes forhold; de fx frustrerede over, at deres egne små guldklumper blev holdt udenfor, og vi snakkede meget om, hvad man kunne gøre ved det, og jeg fik en følelse af, at det mindst var ligeså svært for mødrene at tackle uoverensstemmelserne, som det var for deres døtre…

Og lige så stille tog historien om Viola form i mit hoved. Og da jeg kom hjem og gik i gang med at skrive, var det ikke min intention at komme med en løsning på, når børn har konflikter, men blot at beskrive konflikterne fra et barns synsvinkel. For Viola er det også hårdt at gå i børnehave, fordi hun skal lære at interagere med de andre børn samt mærke sig selv, når hun får overskredet sine grænser. Et eller andet sted har konflikter mellem børn altid været et tema i mine bøger, men i en billedbog bliver det på en eller anden måde sat på spidsen og kogt godt ind til budskabet: ”Vi skal lære vores børn at være søde ved hinanden og indgå i et fællesskab.” Og at lære dem det i børnehaven er bestemt ikke for tidligt.