Storm-serien

“Line Kyed Knudsen skriver med et glimt i øjet. Bøgerne er sjove med mange pjattede påfund. Men man kan mærke en vis alvor bag ordene, så hvis man har lyst, er der masser at snakke om og tænke over bagefter.”Damian Arguimbau, Weekendavisen.

“Tonen og genren er som i serien a la Krummerne – og blandingen af farce og drama egner sig fint til selvlæsning for tredjeklasserne.” Jacob Kragh, Bogbotten. 

Storm er er en helt almindelig dreng på 10 år. Hans bedste ven hedder Anton. Storm hedder Storm, fordi han blev født på havet i en lille båd i stiv kuling. Siden har mor været bange for både og dårligt vejr. Men far arbejder på havnen og får tit lov til at låne Ottos kæmpe motorbåd, mens mor bager kager i Sverige…

Storm 1: Havets helte, 123 sider, Gyldendals forlag 2012
Storm må gerne sejle ud i sin egen gummibåd, hvis det blæser under fem sekundmeter. Men det blæser temmelig meget mere, den dag Storm og Anton sætter ud for at redde lærer Pernille fra at drukne. Egentlig var det lidt deres skyld, at hun endte i havet. Hvis bare de ikke havde lovet hendes wellness og en sejltur, for at gøre hende lidt glad, så hun lader Anton rykke med op i 4. klasse, selvom han scorede 0 point på toleranceskalaen…

Storm 2: Skypumpen, 124 sider, Gyldendals forlag 2012
Storm er både spændt og temmelig nervøs ved tanken om sankthansaften, der er lige om hjørnet. Da kommer nemlig Danmarks måske sjoveste mand Benni Båt fra tv-programmet Sommer i Danmark, og holder båltale, og det hele bliver transmitteret direkte i tv. Storm hader opmærksomhed og har overhovedet ikke lyst til at blive filmet. Hvad værre er; han er blevet tvangsindlagt til at være med i Johannes´tryllenummer, og så vil alle jo stirre på ham. Også Chili, der er desperat efter at blive kæreste med Storm. Nu kan kun en mindre naturkatastrofe og en bedsteven Anton redde ham ud af kniben…

Storm 3: Orkanens øje, 116 sider, Gyldendals forlag 2013
Storm og hans bedste ven Anton er startet i fjerde klasse efter sommerferien. Deres nye klasselærer hedder Vigga, og hun er en vaskeægte heks, ifølge Anton. I hvert fald har hun et stort magisk smykke om halsen. Det hedder “Orkanens øje” og kan få ting til at ske og ønsker til at gå i opfyldelse. Sådan et smykke kunne Storm og Anton godt tænke sig. De har nemlig hårdt brug for superkræfter, nu da de har fået klasseværelse ved siden af femte- og sjetteklasserne. Og ikke mindst store Emil, der gør alt, hvad han kan for at gøre livet surt for dem.

 Jon Ranheimsæter har lavet illustrationerne
Storm 3