Spørgsmål og svar

Spørgsmål og svar (… eller bare guf til din skoleopgave)

 Hvor får du dine idéer fra?

Jeg får ideer alle vegne fra. Og nogle gange hele tiden. Rigtig mange af mine ideer har jeg fået, når jeg kører i bil og hører radio. Men jeg får også ideer, når jeg går tur i skoven, kører i bus eller tog, og kan sidde i ro og fred bag en avis og studere mennesker, når jeg læser bøger og aviser, ser film, hører historier om folk, som jeg kender. Jeg får også ideer fra mine egne børn, der begge to går i skole.

Er du i gang med at skrive flere bøger på samme tid?

For det meste skriver jeg en bog færdig, før jeg begynder på den næste. Jeg er bedst til at sidde og nørde med én bog ad gangen. Til gengæld er jeg blevet god til at skrive hurtigt og sætte mig en deadline, så jeg kan blive færdig og komme i gang med den næste. Men i redigeringsprocessen kan man blive nødt til at skrive på flere bøger på samme tid, da redigeringen ofte foregår flere måneder efter, at man har afleveret en bog til forlaget. Heldigvis synes jeg, at det både er rigtig nemt og sjovt at redigere mine tekster. Det er spændende at høre, hvad ens redaktør synes og derefter rette lidt og måske skrive noget om. At redigere er lidt, som når man tænker på en livagtig drøm, man har haft, og så pludselig finder ud af, hvad den betyder…

Hvordan finder du på navnene til dine personer?

Jeg har skrevet over 40 bøger, og det kan være en udfordring at finde på nye navne hele tiden. Navnene skal jo også passe til de personer, som jeg opfinder. Jeg går tit ind på ”navneguider” og navnestatistikker for at se, hvad for nogle navne, der er populære. Engang skulle jeg finde på et arabisk pigenavn. Det måtte max være på seks bogstaver (for det var til en letlæsningsbog) og det SKULLE starte med F. Det var svært men lykkedes til sidst. Navnet blev ”Farida”

Har du nogle gode råd til børn og unge der gerne vil være forfatter?

Skriv fra hjertet og lad være med at tænke så meget. Skriv kun om det, som du har forstand på. Få både følelser, miljø og en spændende handling med. Vis din historie ved at beskrive den i billeder i stedet for at fortælle handlingen frem. Få feedback fra andre og lad være med at forsvare din tekst, hvis du får kritik: Æd i stedet lorten og kom videre. Det lærer man meget af. Jeg tror også, at det kan være smart at få sig en uddannelse, som ligger sig op ad forfatter-miljøet. Fx journalist, cand.mag. i dansk eller litteratur, bibliotekar eller skolelærer. Jeg var nået meget længere i dag, hvis ikke jeg lige havde været inde og vende på Copenhagen Business School i 6-7 år. Det var der ikke meget skønlitterært over.

Hvilke bøger kan du selv godt lide at læse, og er der nogle forfattere der har inspireret dig?

Jeg elsker en god fortælling og er sådan en forfatter, der holder af plotdrevne bøger, om det så er spændende, uhyggelige sjove eller romantiske historier. Jeg holder af alle genrer, bare det er godt skrevet. Alt fra krimier til lyrik fanger min interesse. Da jeg var barn, kunne jeg godt lide Astrid Lindgren. Eller også var det min mor, der kunne lide Astrid Lindgren? … Jeg læste også mange gysere og romantiske bøger. I dag læser jeg alt! Simpelthen. Jeg har mange forfatterkollegaer, som jeg ser op til og beundrer, fordi jeg synes, de skriver helt fantastisk. Både børnebogsforfattere og voksenbogsforfattere. Og også dem, der skriver digte…

Hvad er den bedste kommentar du nogensinde har fået fra en læser?

”Det er den bedste bog, jeg nogensinde har læst!” er en kommentar, som jeg hører tit. Faktisk får jeg rigtig mange søde mails og breve fra mine fans. Fx kunne en pige godt tænke sig at se Sita fra Nordsletten blive gift i en hvid brudekjole sammen med prins Victor i mørkt jakkesæt i en bog nummer 5… En anden pige skrev til mig, at hendes liv var totalt forandret, efter at hun havde læst ”Lyden af vinger”. Hun kunne simpelthen ikke få bogen ud af kroppen og læste den igen og igen. Den sad i hende. Hun følte sig som Mie… Det er nok den bedste kommentar, jeg har fået.

Du har skrevet bøger indenfor flere forskellige genrer – hvor føler du dig bedst hjemme?

Jeg elsker at skrive i forskellige stilarter, så det er svært at sige, hvor jeg føler mig bedst hjemme. Desuden udvikler jeg mig hele tiden som forfatter. Jeg er ”altid” bedre til at skrive ”i morgen”. Da jeg lavede Stella-bøgerne, var jeg som en fisk i vandet. Jeg grinede, så tårerne trillede og morede mig, og skrev dem enormt hurtigt. Men bagefter trængte jeg til noget mere alvorligt, så jeg gik i gang med Dæmonen og gyserserien Hjemsøgt. Bagefter havde jeg stadig ikke fået alvor nok og skrev jeg Elsker-elsker ikke-serien; en socialrealistisk pigeserie om forskellige seriøse problematikker og bagefter ungdomsromanen Forladt. Men jeg har også en svaghed for fantasygenren. Jeg elsker at kamme fuldstændig over i eventyrlige universer, når jeg skriver om pigerne fra Nordsletten. En verden med heksedronninger, vilde prinsesser og royale søslanger. En verden, hvor jeg helt selv bestemmer, hvordan alt ser ud og fungerer.  En anden genre, som jeg også er fascineret af, er science-fiction genren. Som barn så jeg mange science-fiction film med min far og har siden dengang drømt om selv at skrive en rigtig spændende historie om fremtiden. Den kommer en dag. Det er helt sikkert.

Er det et drømmejob at være forfatter?

Ja! Det er fantastisk. Det er min drøm, og det er mit liv. At skrive er det, som jeg er allerbedst til. Engang arbejdede jeg på et reklamebureau som tekstforfatter. Jeg blev ved med at sige til mig selv, at det var drømmejobbet; at det fedeste var at skrive om Libero-bleer og kaffe. Men jeg løj. Det var ikke specielt fedt, jeg var ikke super god til ”on-liners” og følte mig alt for kreativ og mærkelig til at sidde i et privat firma og tænke bundlinje og budskaber. Jeg skulle bruge så mange kræfter på at overbevise mænd i jakkesæt om, at mine ideer kunne få dem til at blive endnu rigere. Så synes jeg, at det er meget sjovere at samarbejde med bogforlag, for der er langt højere til loftet i den skønlitterære verden.