Hvordan jeg blev forfatter

Jeg er født d. 12. november 1971 i Gentofte. Mine forældre var fra Århus, men flyttede til København for at studere. Min far var en kunstnerisk arkitekt og min mor en ambitiøs biolog. Først boede vi på kollegium i Gladsaxe, men da jeg var fire, flyttede vi til Galgebakken i Albertslund. Jeg var et ægte “hippie-barn” og selvom jeg var enebarn, var vores hus altid fyldt med (naboernes) børn. Det var et miljø, hvor man især fokuserede på børns kreative evner, og da jeg havde en livlig fantasi og senere elskede at skrive historier, fik jeg masser af opbakning.

Da jeg kom i 4. klasse fik jeg så ideen til Pigerne fra Nordsletten. Dengang var det en fristil, der hed Røverpigernes liv. Jeg havde selvfølgelig ingen anelse om, at historien om Sita, Maren og Anne på det skumle børnehjem, skulle blive til min debutroman, selvom jeg allerede dengang drømte om at blive forfatter. Eller skuespiller. Eller musicalsanger.

Da jeg startede i gymnasiet havde jeg allerede skrevet bunker af kladdehæfter fyldt med historier, men jeg begyndte også at spille meget teater. Efter studentereksamen sparede jeg sammen til et højskoleophold og tog til Svendborg for at spille teater. Senere blev jeg medlem af en teaterforening og boede i et teaterkollektiv. Men da jeg ikke bestod teaterskolernes optagelsesprøve, måtte jeg erkendte, at det måske alligevel ikke var her, at mit store talent lå. I stedet begyndte jeg at skrive igen. Det blev til to skuespil, som jeg puttede ned i skrivebordsskuffen, hvor de stadig ligger.

Jeg vendte tilbage til København og søgte ind på samtlige humanistiske uddannelser, men fik afslag fra alle universiteter flere år i træk. Det var som at få en spand koldt vand i hovedet gang på gang. Filmskolen og Journalisthøjskolen blev også afprøvet uden held.

Det var svært at finde sin egen identitet med alle de afvisninger. Det tærede en del på selvtilliden, men jeg tog bl.a. et videokursus på et mediecenter for at føle, at jeg bare gjorde “et eller andet med uddannelse”, og i den anledning blev jeg interviewet til Politiken, som kaldte mig en ”elite-bistandsklient” Det var i 1994, og nye tider var på vej. Bistandskontoret fortalte mig, at det var slut med at give sådan nogle som mig penge. Jeg burde kunne klare mig selv. Min mor opfordrede mig til at søge ind på sosu-assistentuddannelsen…bare for at blive et eller andet…

Det var en hård periode. Jeg kan huske, at jeg følte mig anderledes end alle andre; at jeg ikke passede ind nogen steder, og jeg skrev en masse digte om det, som ingen så.

Så fik jeg et løntilskudsjob på Jensens Bøfhus og startede en lyn-karriere i restaurantbranchen: Først vaskede jeg op, ordnede tilstoppede toiletter og vaskede plasticboldene i kuglerummet, så blev jeg fastanset som tjener, og pludselig en dag var jeg souschef og til sidst restaurantchef.

Det gav mig selvfølgelig en form for identitet. Det var også rart at tjene sine egne penge. Men til sidst blev jeg træt af at svinge pisken og blev mere interesseret i arbejdsforholdende på Bøfhuset og søgte ind på en ny uddannelse, der hed FLØK (filosofi og økonomi på CBS) og med min nye ledererfaring, kunne jeg komme ind på dispensation.

Jeg var 26 år gammel og var lykkelig over endelig at blive optaget på en uddannelse. Også selvom jeg havde svært ved de økonomiske fag. Men jeg knoklede løs, for jeg VILLE gennemføre. Samtidigt – på en ferie til Cypern – mødte jeg Janik fra Rungsted i en swimmingpool, og han flyttede ind i min lejlighed i Rantzausgade med det samme. Janik havde en datter på 5 år, Helene, en kvik pige som hurtigt spottede mine gamle stile fra folkeskolen og elskede at få historierne læst højt.

Som 29-årig blev jeg bachelor i filosofi og økonomi og fik mit første barn, Nynne. Jeg var på barsel i et år og begyndte at skrive igen. På Helenes opfordring om Sita, Maren og Anne  fra det skumle børnehjem. Det blev til “Pigerne fra Nordsletten” som Janik og min mor fik mig til at sende ind til et forlag. Jeg var jo vant til afslag og vidste godt, at Gyldendal var et endnu større nåleøje end kvote 2 på en uddannelse, så jeg regnede med ingenting. Men to måneder senere ringede telefonen. Det var en redaktør  fra Gyldendal. Jeg var i chok, for hun syntes, at det var en fin historie. Den ville de da gerne udgive. Jeg var alene hjemme den dag, og jeg hoppede rundt på gulvet og tudede og lo på een gang. Pludselig gav det hele mening.

Det var det vildeste kick at få en bog udgivet! Så mens jeg tog en kandidatuddannelse på CBS, skrev jeg mine næste mange bøger på meget kort tid. Mit studie var også interessant. Jeg var glad for at læse og blev opfordret til at søge en ph.d-stilling, men det blev i stedet til et job som tekstforfatter på et reklamebureau, hvor jeg skrev meget om bleer, men også en smule om kaffe og telefoner. Jeg har også undervist på et forfatterhold på en ungdomsskole.

I dag er jeg gift med Janik, der er pædagog, og sammen har vi Victor og Nynne. Og min kvikke steddatter, Helene, er blevet voksen og læser statskundskab. Jeg er flyttet tilbage til Galgebakken, hvor det hele startede og arbejder nu som fuldtidsforfatter.