Hjemsøgt

“Gyset i denne ungdomsroman er, ligesom de allerbedste gys, af den slags, der ‘stille og roligt kommer kravlende op ad ryggen på læseren, mens uhyggelige hændelser og handlinger side for side folder sig ud og giver gåsehud.” Frederikke Winther, Weekendavisen.

“Man kapres af handlingen i første bind af Line Kyed Knudsens gyserserie og spurtlæser for at opdage hemmeligheden på den gamle købmandsgårds loft… forfatteren får ubesværet spændingen til at stige samtidig med at de fire venner, forbliver interessante og troværdige romanpersoner. Det bliver spændende at følge dem i kommende bind.” Dorthe Hygum Sørensen, Politiken.

“Pigen på loftet er et rigtig godt gys. Line Kyed Knudsen er god til at skabe uhygge med meget få virkemidler, så man virkelig får kuldegysninger, når Isabella oplever noget ubehageligt og uforklarligt i bogen.” Troldspejlet.

Hjemsøgt-serien handler om at tro fuldt og fast på, at der altid findes en naturlig forklaring indtil den dag, man på sin egen krop finder ud af noget helt andet. Men bøgerne handler også om at blive voksen. Om at stole på det man oplever og sanser, og på at verden måske ikke altid er, som man gerne vil have den til at være. Og så handler historien også om kærlighed. Både den uskyldige første forelskelse, men også hadet og hævnfølelsen, der kan vælte ned over een, når man bliver svigtet.

Fra 11-15 år.

LÆS STARTEN AF “PIGEN PÅ LOFTET” HER: LÆSEPRØVE

Hjemsøgt 1: Pigen på loftet, 144 sider, Gyldendals forlag 2013
Isabella er lige startet i niende klasse, da hun flytter med sin familie ind i byens gamle købmandsgaard fra 1799, som er blevet bygget om til moderne lejligheder i tre etager. Problemet er bare, at lofterne ikke er lavet færdige, da håndværkerne påstår, at loftet er hjemsøgt. Isabella er tit alene hjemme i den nye lejlighed i købmandsgården, for hendes forældre er travle, naturvidenskabelige forskere, og Isabella selv et naturtalent til alle boglige fag. Da hun sammen med de to nye drenge i klassen; mystiske og kunstneriske Noah og den charmerende Asif, samt bedsteveninden Lærke, skal lave et filmprojekt om bygningens historie, går det langsomt op for Isabella, at de lyde, hun har hørt fra loftet, ikke kun er opspind, men at stedet bærer på en ganske forfærdelig hemmelighed.

Hjemsøgt 2: Den døde skov, 158 sider, Gyldendals forlag 2013
Det er snart halloween, og Isabellas klasse skal arrangere skolens årlige Halloweenløb i skovene omkring Grimsby. Men Noahs clairvoyante farmor har advaret Noah om, at en fare fra skoven truer byen. En aften forsvinder Asif pludseligt, mens han er i gang med at filme i skoven, og da den paranormale forsker, Marie Shelby, samtidigt fyres under mystiske omstændigheder fra Isabellas mors arbejde, og også en psykiatrisk patient forsvinder sporløst, fornemmer Isabella en grum sammenhæng …

Hjemsøgt 3: Djævlekulten, 164 sider, Gyldendals forlag 2015
Isabella er rystet over halloweenløbets begivenheder, men hendes følelser for Asif fylder alligevel hendes tanker. De kyssede hinanden, men hvad betyder det?  Er de så kærester? Og hvad med Sofie? Hvorfor vil hun absolut snakke med Isabella? Og ude i skoven er den psykiatriske patient blevet endnu mere farlig end før, og Isabella kan heller ikke føle sig tryg i Grimsby. Slet ikke når sorte fugle kredser over købmandsgården og noget lurer i mørket. Isabella og hendes venner må endnu engang tage kampen op om liv og død, da nye farer lurer, og mørke kræfter ønsker at overtage magten i byen…