Heksens forbandelse 1 & 2

En nervepirrende, superspændende gyserserie for de 10-14-årige.

Heksenes kamp, 145 sider, forlaget Carlsen 2017 – fortsættelsen til Heksens forbandelse
Frederik, Liv og Luna er hvide hekse. Deres opgave er at bekæmpe de sorte hekse med magi. Der er bare lige et problem; de aner ikke, hvordan de skal gøre det. Pludselig dukker der mystiske mennesker op i byen, og selvom Frederik, Liv og Luna kan mærke, der er noget galt, ved de ikke, hvordan de skal styre deres nye magiske kræfter. Hvis ikke de snart finder ud af det, kan det blive livsfarligt…

Heksens forbandelse, 136 sider, forlaget Carlsen 2015
Frederiks kusine, Liv, ligger i koma efter en ulykke på familiens ødegård i Sverige. Da Frederik og hans familie tager på weekend deroppe, sker der mærkelige ting, og hans lillesøster Luna opfører sig underligt. Frederik begynder at tvivle på, om det med Liv virkelig var en ulykke. Allerede første nat i ødegården går det galt…

Huset er stille. En ugle tuder, og bladene rasler udenfor. Jeg kigger ned på Luna, der ligger i barnesengen i den anden ende af værelset.  Jeg kan høre hendes åndedræt og lægger mig ned på ryggen. Lukker øjnene og prøver at slappe af i kroppen. Jeg ligger helt stille i overkøjen. Men så stivner jeg. Det føles pludselig, som om to fødder trykkes op mod min lænd. Ganske langsomt mærker jeg lamellerne under madrassen mod min ryg. Et par sekunder er jeg forstenet, så famler jeg efter lampen på væggen, tænder lyset og ruller rundt på maven i et hurtigt ryk og kigger ned i underkøjen. Den er tom.