Dæmonen

“Mareridtet er så gribende, at siderne næsten vender sig selv…. Mellem store fortællinger og endeløse serier er det skønt med et kort, skarpt gys. Her er der ikke tid til ostemadder eller tissepause, og der er ingen kære mor, for hun er blevet besat. Der er ikke andet at gøre end at holde godt fast i bogen og vente på, at mareridtet er forbi.” Frederikke Winther, Weekendavisen.

Dæmonen, 70 sider, illustreret af Peter Snejberg, forlaget Carlsen 2012
Dæmonen er en gysende fortælling, hvor alt bestemt ikke er, som det ser ud til at være. Rasmus og hans forældre skal have et plejebarn med på efterårsferie i et lejet sommerhus. Drengen hedder Gabriel, og han er ikke som andre børn. Han opfører sig anderledes, og det viser sig, at hans forældre er blevet slået ihjel. Han har tidligere boet på et stort gods, og det ligger lige ved siden af det sommerhus, hvor familien skal bo. Og så begynder der at ske underlige ting, både på godset og i sommerhuset …

Fra 9-13 år.

Mit første gys!
Jeg har altid ønsket mig at skrive gysere, og Dæmonen er mit første gys! Bogen er inspireret af en lille landsby, der hedder “Vemmetofte”, hvor jeg som barn holdt mange ferier. Jeg kommer der stadig, og noget af bogen er også skrevet netop i et sommerhus nede ved Vemmetofte, hvor der ligger et dystert kloster fra middelalderen…