2620-serien

“Jeg har nu efterhånden læst flere ting af Line Kyed Knudsen og må tilstå at jeg er kommet til at have høje forventninger når jeg åbner en af hendes bøger. Hun forstår altså bare at skrue en historie sammen og gøre den spændende. 2620 penge fra en rocker er både det, men også helt vild sjov og underholdende… Hun kender sproget og deres måde at være på. Hun kender unges tanker og handlinger helt ind til de inderste tanker. Man føler virkelig man læser om unge som de er.  Skøn bog som jeg helt klart vil anbefale unge som vil have noget godt læsestof.” Karin Hald, Skrivepulten.

“Line Kyed Knudsen skriver godt og med en fin blanding af spænding og humor. Beskrivelsen af karakterer som den udviklingshæmmede Gokke-Gert, der er bassist i Viggos band og skovhjælper på naturcentret, hvor Viggo har fritidsjob, er lige i øjet. Det virker også godt med alle stedsangivelserne, uanset om man kender Albertslundområdet eller ej. Det giver historien autenticitet og troværdighed… tak til forfatteren for at sætte vestegnen på det børnelitterære landkort.” Nana Baaner Klitgaard, Bogbotten.

2620-serien om Viggo 12 år foregår, som serietitlen kraftigt antyder, i Albertslund, hvor jeg selv bor og er vokset op. Da jeg skrev første gang om Viggo, vidste jeg ikke helt, hvad jeg havde gang i, men en kæk, selvsikker og lidt fræk dreng, talte i mit øre som en anden Stella, så jeg måtte hellere skrive hans historie ned… Da jeg sendte manus til min redaktør, var jeg meget spændt, men hun var heldigvis begejstret og sagde “Line, du har jo skrevet en vaskeægte krimikomedie!”

Fra 9-13 år.

2620#1: Penge fra en rocker, 157 sider, Gyldendals forlag 2013
Viggo bor på Galgebakken, og da han hører rygter om at en rocker er forsvundet og muligvis myrdet og dumpet i skoven, går han straks i gang med at lede sammen med bedstevennen Mustafa og hunden Perle. Men det er noget helt andet de finder begravet i jorden, og så starter problemerne.

2620#2: Kidnapningen, 155 sider, Gyldendals forlag 2014
Viggo og Mustafa er vidner til et skudopgør på Trippendalsvej, og selvom de ser en mand blive skudt, skal de ikke rodes ind i noget med politiet. Men så forsvinder lillesøster Vera. Og hun skal snart holde stor fødselsdagsfest i Galgebakkens beboerhus. Først tror Viggo, at hun er løbet hjemmefra, men så begynder deres far at opføre sig mystisk. Han er helt klart i problemer. Er Vera blevet kidnappet?